Anden runde
DramatikVærkets Anden Runde blev sat i gang i efteråret 2010 og kører derudaf. DramatikVærkets festival 2012 er finalen på et fantastisk spændende forløb, hvor tre dramatikere sammen med hver deres gruppe børn og unge kastede sig ud i at udvikle og skrive tre teaterstykker. De i alt elleve forestillinger opsættes på Filuren i festivalen. Her på siden kan man bl.a. læse om Anden Rundes dramatikere og om stykkerne.
Kalender
Deltagergrupper
Manuskripter
Dramatikere
Kalender
Nu nærmer vi os DramatikVærkets festival. Grundet den store tilslutning i år, har vi hele to festivaler. Nedenfor kan man downloade programmerne for de enkelte festivaler samt se hele forløbet for Anden runde.
Har du interesse i at overvære festivalens forestillinger, kan du kontakte Malene Hedetoft på tlf: 30264339
Festival d. 28.-29. januar 2012
Festival d. 24.-26. februar 2012
Forløbet
Sep. – dec. 2010:
Tekstudviklingsforløbene med dramatikerne sættes i gang
Jan. – juni 2011:
Tekstudviklingsforløbene fortsætter
Der indgås aftale med de grupper, der ønsker at deltage i DramatikVærket – grupper fra hele landet er velkomne. Se mere om deltagelse her
Sep. 2011:
Stykkerne ligger klar først i september
Sep. 2011:
Fra september og året ud producerer og opfører deltagergrupperne de nyskrevne stykker i egne rammer
Okt. 2011
Den 9. oktober 2+11 afholdes DramatikVærkets inspirationsdag. En dag, hvor de undervisere og instruktører, der skal sætte stykkerne op, mødes med dramatikerne og kan deltage i en teaterfaglig workshop.
Jan/Feb 2012:
DramatikVærket samler et udvalg af forestillingerne til landsfestival
Deltagergrupper
- Klank Efterskole
- Teaterskolen Kastali’a i Randers
- Næstved Gymnasium
- Efterskolen ved Nyborg
- Filurens Skole for Teater og Dans
- Lyngby-Taarbæk Ungdomsskole
- Amatørteaterforeningen Sløjfen i Holstebro
- Den kreative skole Fredericia
- Odense Børne- og ungdomsteater – Dramaskolen
- Teaterskolen Xeneriet Vejle
- Zone2 børnekultur i Valby Kulturhus
- Kulturskolen i Esbjerg
- Aalborg Kulturskole
- Herlev Revy og Teater
- Scene Kunst Skoler
- Marienhoffskolen i Ryomgård
- Hou Maritime Idrætsefterskole
Manuskripter
Dramatiker: Daniel Wedel
Antal medvirkende: 12
Aldersgruppe: 14 – 19 år
Spilletid: ca. 1 time
Stykket: Forestil dig at være lukket inde i 520 dage på vej til Mars. Forestil dig 12 mennesker spærret inde i en rumkapsel uden mulighed for at komme ud. Forestil dig, hvad sådanne betingelser gør ved mennesker… Forskere peger på, at de tekniske udfordringer ikke er de største, når det gælder om at realisere drømmen om at rejse til Mars. Tværtimod er det de menneskelige psykologiske udfordringer, der er sværest at løse. Dette er rammen for det ungdomsstykke, dramatikeren Daniel Wedel er midt i at udvikle og skrive for DramatikVærket.
Daniel Wedel har udviklet sit stykke i samarbejde med tolv elever fra Næstved Gymnasium.
Dramatiker: Caroline Cecilie Malling
Antal medvirkende: 10
Aldersgruppe: 14 – 19 år
Spilletid: ca. 1 time og 10 minutter
Stykket: Vi er på et arkiv, men det er ikke lige til at sige, hvad det er for et af slagsen. Hver dag møder 10 ikke helt almindelige kontoransatte ind. Og hver dag dumper der underlige opgaver ind, som de bruger dagen på at løse, imens vi som publikum lærer disse skæve eksistenser at kende. Caroline Cecilie Mallings stykke er et dejligt, humoristisk, absurd, grotesk stykke. Men en dag dumper der noget ganske uventet ind i en kasse. Noget, som vender op og ned på livet i arkivet.
Caroline Cecilie Malling har udviklet sit stykke sammen med et hold elever fra Filurens Skole for Teater og Dans.
Dramatiker: Julie Kirkegaard
Antal medvirkende: 17
Aldersgruppe: 9 – 13 år
Spilletid: ca. 1 time
Stykket: Vi er i en ubestemmelig fremtid, hvor civilvisitationen, som vi kender den, er gået under. En flok børn lever helt uden voksne ved foden af et bjerg. De lever af efterladenskaber fra vores tid, som de tror, er gaver fra guden Onkalo, der lever inde i bjerget. Der er lurende splid i gruppen, fordi deres leder Valuta har forbudt dem at snakke om de voksne, de har mistet. Men en dag ankommer der pludselig nogle helt fremmede børn, og det sætter tingene i skred.
Julie Kirkegaard har udviklet sit stykke i samarbejde med elever fra Teaterskolen Kastali’a i Randers.
Dramatikere
Anden Rundes dramatikere:

Daniel Wedel, f. 1965
Har efter sin uddannelse som instruktør i 1995 primært arbejdet som dramatiker og instruktør på RadioDrama, hvor han er eksponent for en særlig genre, dokumentarfiktionen. Første stykke inden for den genre var Det Indre Hotel, og i 2000 fulgte Polterabend, som modtog hovedprisen ved Prix Europa og Dansk Blindesamfunds Radiospilpris.
Siden har han skrevet blandt andet Kufferten (2001), Bliv dansker på 4 uger (2003) og Vollsmose- portræt af en bydel (2004), Like a virgin (2006), Sange om besværlige mennesker (2007) og Bogtyven (2009) – sidstnævnte for Det Kongelige Teater.
Caroline Cecilie Malling, f. 1982.
Afslutter sin uddannelse fra Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater her til sommer. Caroline Cecillie Malling har allerede under sin uddannelse gjort sig bemærket, og hun er helt sikkert en dramatiker, vi kommer til at høre mere til i fremtiden. Hun har tidligere læst teatervidenskab, og gået på et par skuespillerskoler. Caroline Cecillie Malling skrev stykket “Stol på Alice”, mens hun gik på skuespillerskolen Ofelia. Stykket vandt Katapults manuskriptkonkurrence DramaRama i 2005, blev opført i 2006 på Katapult i Århus, udgivet på forlaget DRAMA og siden hen genopsat på teatret Støbeskeen i 2008. Caroline Cecilie Malling har også skrevet tre små tekster til musikforestillingen ”Mellem Myldretider” på Entréscenen i 2009, og får opført ”Forlad os vor skyld” – en omskrivning af ”Værelset ved siden af” – på Planeten i 2009.
Julie Johanne Kirkegaard, f. 1982
Uddannet ved Dramatiker Værksthus årgang 08 – 09. Desuden dramatikererfaring med flere forestillinger, bl.a. Syndflod (2007) på Boldhusteatret og Flæskesøndag (2009) på Får 302. Hun er pt. projektleder af Dramatoriet – et skriveværksted/netværk – og med til at arrangere Vildskud 2008 – en festival for uafhængigt teater.
Julie Johanne Kirkegaard siger om sig selv: ”Jeg vil gerne fortælle spændende røverhistorier fulde af overraskelser og poesi, – men samtidig er det også vigtigt for mig, at der er et dybereliggende budskab, der er til at få øje på, – et budskab, der meget gerne må handle om at mennesket ikke er en øde ø, men del af et fællesskab, en større helhed. Jeg har skrevet dramatik siden 2002, – teatrets virkemidler og scenerummets magi ligger mit hjerte meget nært. Ved siden af skrivningen har jeg ind imellem læst på universitet; om teater, bl.a. teaterhistorie og dramaturgi, om religion, om myter og fortællinger i et antropologisk perspektiv, – og nu filosofihistorie.”