Første runde

DramatikVærkets Første Runde, som strakte sig fra efteråret 2009 til efteråret 2010, er nu afsluttet, og det kom der tre nye og spændende børne-/ungdomsstykker ud af! Stykkerne er blevet til i et tekstudviklingsforløb, hvor dramatikerne blev koblet til en børne- eller ungeteatergruppe som et led i skriveprocessen. Læs mere om stykkerne/manuskripterne her
Afslutningen på Første Runde – Festival
Afslutningen på Første Runde – Festival
Første Rundes stykker blev ”prøvekørt” på DramatikVærkets Festival, der løb af stablen i weekenden. 28.-30. januar 2011 på Filuren. 70 børn og unge – fordelt på syv teatergrupper fra hele Region Midtjylland – havde fundet vej til Musikhuset Aarhus og Filurens teatersal for at vise hinanden deres opsætning af ét af de tre stykker, som de havde arbejdet på i efteråret 2010 hjemme på deres efterskole, dramaskole eller i amatørteaterforeningen.
Det var med sommefugle i maven, at teatergrupperne indtog scenegulvet på skift. Alle var de spændte på at vise deres egen – og ikke mindst også på at se de andres – version af stykket og figurerne. Salen boblede med hujen, klappen og grin. Snakken gik lystigt hele weekenden; der blev reflekteret over stykkerne, deres indhold, og dramatiker Line Knutzon dukkede op til artist talk for at fortælle om sit stykke Det Andet Hold, og en masse andre anekdoter fra sit dramatikerliv.
Formiddagene inden forestillingerne gik med drama-workshops, hvor både de store dramatiske følelser og de store grin fik frit løb – og aftenerne gik med rendyrket hygge og god mad!
Evaluering
DramatikVærkets Første Runde er blevet evalueret af ph.d. Louise Ejgod. Læs evalueringen her (pdf)
Se video fra festivalen her
Deltagergrupper
Følgende deltagergrupper deltog i DramatikVærkets Første Runde
Viborg Dramaskole
Sløjfen i Holstebro
Kastali’a i Randers
Vostrup Efterskole
Filurens Skole for Teater og Dans
Klank Efterskole
Lyngby-Taarbæk Ungdomsskole
Manuskripter
Første rundes tre manuskripter
Gespenst
Dramatiker: Lenemarie Olsen Lenemarie Olsen
Et stykke for målgruppen 9 til 13 år med 11 roller.
Rammen for stykket er en flok børn, der mødes på en feriekoloni. Nogle kender hinanden i forvejen, andre kender ingen. Men det viser sig hurtigt, at ikke alt er helt idyllisk på den gamle feriekoloni. Et vindue bliver smadret og ingen ved af hvem, og der synes ikke kun at være levende børn til stede. Lenemarie Olsen har udviklet sit manuskript i samarbejde med et hold af 11 elever fra Viborg Dramaskole
Det Andet Hold
Dramatiker: Line Knutzon
Et stykke for målgruppen 14 til 19 år med 13 roller.
Line Knutzon har udviklet sit stykke i samarbejde med et hold af 13 elever fra Filurens Skole for Teater og Dans. Line Knutzon starter altid sin skriveproces med karaktererne, og startede derfor med at skrive, hvad hun kalder en urtekst til hver af de 13 roller. Disse urtekster har dannet udgangspunkt for det tilknyttede elevholds karakterarbejde, og via en række workshops har Line Knutzon udviklet og skrevet stykket Det Andet Hold.
På Det Andet Hold finder vi 13 unge mennesker, der på godt og ondt står skævt på verden. De har ikke succes, lige tænder – eller lige tanker. De er faktisk decideret besværlige i en verden, hvor den, der er mest medium, vinder. Men når Det Andet Hold bliver tiet ihjel, hvad sker der så?
Virkelig
Dramatiker: Gyrid Axe Øvsteng
Et stykke for målgruppen 14-19 år med 7 roller.
Virkelig af Gyrid Axe Øvsteng er blevet udvalgt til oversættelse fra det norske projekt Den unge Scenen.
I Verkeleg er vi i en fremtid, i en verden hvor alle sidder i deres stuer og ser TV og venter på, at noget skal ske. Venterummet, der hvor Bille, Rose, Lilly, Ann og Charlotte Bull mødes, er, uden at de selv ved det, rammen for reality-programmet ”Virkelig”. Det er i dette venterum, vi skal få se, hvor langt Bille er villig til at gå for at komme til at synge på TV.
Hvis du og din teatergruppe skulle have fået lyst til at give jer i kast med et af de tre stykker, så er I velkomne til at kontakte DramatikVærket for mere information. Klik her
Dramatikere
Første rundes dramatikere:
Lenemarie Olsen debuterede i DR RadioDrama med “Raststelle” i 2000. Da var hun stadig elev på Dramatikeruddannelsen v/ Aarhus Teater, som hun afsluttede i 2001. Under uddannelsen skrev hun ligeledes skuespillet “Is”, der fik premiere på Aarhus Teater i 2000. Siden har hun bl.a. i 2002 skrevet “Femme finale” det midterste – og feminine – indslag i Teater Grobs teatertrilogi “Humanum Bæst” om kønnene og i 2003 graviditetsgyseren “Søvngænger” på teatret Faar 302 med to højgravide kvinder, der bevæger sig ind i et skæbnesvangert grænseland mellem det uhåndgribelige og det helt jordnære. Også i 2003 skrev hun en forestilling til Statens Teaterskole, “Atlas”. I 2004 blev det til to børneforestillinger, “Spøgelset og superhelten” til Randers Egnsteater og “Jagten på nyrestenen” til Grønnegårdsteatret.
På Kaleidoskop i København havde hendes seneste skuespil “Camping” premiere i 2005. Det er en såkaldt friluftsthriller, der tager fat på alt det fortrængte – og skræmmende konkrete -, der ligger begravet under danskernes hyggelige campingladser. Samme år modtog Lenemarie Olsen en Reumert som en af årets talenter. I løbet af det sidste år har Lenemarie Olsen arbejdet som dramatiker og dramaturg på Averra teatret i Canada.
I DramatikVærks regi skal Lenemarie Olsen udvikle og skrive et stykke til aldersgruppen 9 – 13 år. Hun udvikler og skriver sit stykke i samspil med et hold elever fra Viborg Dramaskole.
Line Knutzon er på rekordtid blevet etableret som en af Danmarks store dramatikere med internationalt format. Hendes stykker er oversat til bl.a. engelsk, tysk, norsk og svensk. Har foruden teaterdramatik også skrevet radiospil.
Hun fik sit gennembrud som dramatiker i 1991 på Aveny Teatret med stykket ”Splinten i hjertet”. Ikke kun i Danmark har hendes stykker betaget publikum, også udlandet har taget hende til sig. Stykket ”Først bliver man jo født” har således været opført i Stockholm, Oslo, London og Moskva. Hendes dramatiske produktion omfatter endvidere skuespillene ”De usynlige venner”, ”Det er så det nye” og ”Snart kommer tiden”, som blev uropført på Dr. Dante samt radiospillene ”Harriets Himmelfærd” og den prisbelønnede ”Måvens og Peder i mediernes søgelys”. I 1999 modtog hun årets Reumert som bedste dramatiker for ”Snart kommer tiden”.
Line Knutzon modtog i oktober 2000 Danske Dramatikeres Hæderspris. Senest aktuel med ”Håndværkerne” på Det Kongelige Teater og ”Guitaristernes jul” på Øster Gasværk.
I DramatikVærkets regi har hun i samspil med et hold elever fra Filurens Skole for Teater og Dans i Aarhus udviklet og skrevet et stykke for aldersgruppen 14 – 18 år.
Gyrid Axe Øvsteng, f. 1974
Gyrid Axe Øvsteng var elev på pilotprojektet for dramatikere på Statens Kunsthøgskole i Oslo, og har tillige en uddannelse i teatervidenskab og litteraturvidenskab. Øvsteng debuterede med ”KØYR!” på norsk Dramatikfestival i 2000. Senere er hendes stykker blevet opført på bl.a. Nationaltheatret, Teater Ibsen, Det Åpne Teater, Det Norske Teatret og Kazantsev Centre for Contemporary Staging and Drama i Moskva.
I stykket ”Verkeleg” (Virkelig) møder vi de unge, der venter på den store chance for at blive berømte i et reality show. Gyrid Axe Øvstengs tekst er kendetegnet ved en troværdig repræsentation af de kræfter, der driver de unge ind i et liv i mediernes søgelys, og formår at vise, at der bag jagten på glamour findes mennesker, der længes efter at være i forhold til andre. Øvsteng beviser, at hun kan skrive til og for unge. Formen ophøjer temaet med sit poetiske og abstrakte sprog, og tematikken er både troværdig og reel. Stykket er relateret til vores tid og spørgsmålet til, hvad mediemaskinen gør ved os mennesker.
”Verkeleg” blev nomineret til Norges dramatikerpris, Ibsen Prisen, i 2008.





