Om DramatikVærket
Introduktion
Som deltagergruppe
Som dramatiker
Fonde
Kontakt
Introduktion
DramatikVærket er et projekt, der er under udvikling på Filuren. DramatikVærket får på bestilling professionelle dramatikere til at udvikle og skrive dramatik, der skal spilles af børn og unge. Sådan dramatik eksisterer der ikke meget af i dag, fordi det ikke falder professionelle dramatikere lige for at skrive til denne målgruppe – med andre ord: professionel dramatik udviklet og skrevet til at skulle spilles af børn og unge skal bestilles, for at blive skrevet.
DramatikVærket er en naturlig videreudvikling af Filurens særlige profil med et professionelt producerende teater i dagligt samspil med en teaterpædagogisk afdeling for børn og unge.
Filurens Skole for Teater og Dans har dygtige og videregående elever, som vi gerne vil møde med nye spændende stykker. Stykker, der både i sprog, form og tematik udfordrer og fanger børn og unge. Stykker, der i kraft af deres kunstneriske kvalitet er med til at løfte og højne børns og unges oplevelser med teater, hvad enten de er udøvende på scenen eller publikum.
Men vi har ikke kun vores egne børn og unge på Filurens Skole for Teater og Dans i tankerne. Som en del af DramatikVærket skabes et netværk af børne- og ungdomsteatergrupper, der laver deres egne opsætninger af de nyskrevne stykker. På sigt er det målet at få børne- og ungdomsteatergrupper fra hele landet med i projektet samt at samle deres forestillinger på festivals.
Startskuddet på DramatikVærket lød i september 2008 med et pilotprojekt, hvor dramatiker og børnebogsforfatter Sally Altschuler i samspil med en gruppe børn udviklede og skrev stykket Mand over bord. Dette stykke blev i foråret 2009 sat op i to fortolkninger af elevhold på Filurens Skole for Teater og Dans.
I efteråret 2009 tog DramatikVærket for alvor fat og satte Første Runde i søen, hvor dramatikerne Line Knutzon og Lenemarie Olsen udviklede hver deres stykke og stykket “Virkelig” af Gyrid Axe Øvsteng blev oversat fra norsk. Som kulmination på Første Runde slog DramatikVærket i slutningen af januar 2011 dørene op til et brag af en festival, hvor stykkerne blev spillet på livet løs af forskellige dramahold fra hele Region Midtjylland.
Her i 2011 er DramatikVærkets Første Runde veloverstået, og Anden Runde er nu sat i gang. I Anden Runde er det dramatikerne Julie Kirkegaard, Caroline Cecilie Malling og Daniel Wedel, der har kastet sig ud i projektet med at udvikle og skrive dramatik til børn og unge.
DramatikVærket er inspireret dels af det engelske National Theatre new connections og dels af det norske Den Unge Scenen.
Som deltagergruppe
DramatikVærket henvender sig til grupper af børn og unge, der laver teater. Det kan være et hold fra en teater-/dramaskole, en etableret børne-/ungdomsteatergruppe, en ungdomsgruppe under en amatørteaterforening, et hold fra en teaterefterskoler eller anden skole/institution med særligt fokus på teater. Kort sagt alle grupperinger af børn/unge, der på den ene eller anden måde er samlet om det at lave teater sammen.
Man kan altså ikke melde sig til DramatikVærket som enkelt person, men deltage i projektet som gruppe.
I DramatikVærkets Første Runde var projektets geografiske perspektiv Region Midtjylland, men i Anden Runde i 2011- 2012 har vi lukket op for deltagelse af grupper fra hele landet. Send en mail til DramatikVærkets projektleder, Malene Hedetoft, for tilmelding og/eller mere information: mh@filuren.dk
Ønsker man som gruppe at deltage i DramatikVærkes Anden Runde indgår man en aftale med DramatikVærket om at lave sin egen opsætning af et af Anden Rundes tre stykker og betaler et deltagergebyr på 1200 kr.
For de 1200 kr. tilbyder DramatikVærket den enkelte gruppe
- vederlagsfrit inden for perioden september 2011 til september 2012 at lave sin egen opsætning af det af de tre stykker, man vælger.
- at deltage på en inspirationsdag på Filuren i løbet af efteråret 2011. Dagen er for den eller de (max to per deltagergruppe), der skal stå for iscenesættelsen. Her mødes man med dramatikerne og får fagligt input fra en professionel instruktør og en professionel scenograf.
Vi håber, at vi – ligesom med afslutningen på Første Runde – kan afslutte Anden Runde med en festival i starten af 2012. Desværre kan vi ikke love, at alle deltagergrupperne bliver udvalgt til at spille på DramatikVærkets Festival 2012. Det, der vil ligge os på sinde, når vi vælger forestillingerne til festivalen ud, er, at de forskellige landsdele er repræsenterede, og at vi samlet set får så varieret og mangfoldigt et udtryk som muligt. Som udgangspunkt vil de festivaldeltagende grupper selv stå for udgifter til transport, forplejning og overnatning – men vi skal nok hjælpe til med at få det hele arrangeret!
Som dramatiker
DramatikVærket bestiller stykker hos dramatikere. De nye skuespil udvikles i et samarbejde mellem dramatikeren og en børne-/ungdomsteatergruppe. Hver dramatiker tilknyttes en børne- eller ungdomsteatergruppe, som matcher den aldersgruppe, hun/han skal skrive til.
Disse børne-/ungdomsteatergrupper fungerer som tekstudviklingsforum for dramatikeren. Her er der mulighed for at afprøve og udvikle ideer i et praktisk samspil med børnene/de unge og deres teaterlærer.
Vigtig er det dog, at tekstudviklingsforløbet altid udtænkes og planlægges i samarbejde med den pågældende dramatiker, så der tages høje for dramatikerens egen arbejdsform og kunstneriske udtryksform og proces. Ved at finde den inspirerende samarbejdsform mellem dramatikeren og børnene/de unge maksimeres dramatikerens kreative proces og muligheden for et godt tekstresultat.
Dramatikeren og børne-/ungdomsgruppen samarbejder over en længere periode. Hvor mange gange man mødes og arbejder sammen er igen noget, der planlægges for det enkelte tekstudviklingsforløb.
Har du lyst til at vide mere, så kontakt DramatikVærkets projektleder, Malene Hedetoft: mh@filuren.dk
Fonde
DramatikVærket er støttet af
Region Midtjylland
BikubenFonden
Kulturministeriet – puljen til kultur til hele landet
Århus Kommune – kulturudviklingspuljen
Vilhelm Kiers Fond
Danske Dramatikeres Forbund
Kontakt
For mere information kontakt projektleder Malene Hedetoft på mh@filuren.dk