Ny leder på Teaterhuset Filuren pr. 1. august 2018

Ditte Felding bliver ny leder af Teaterhuset Filuren pr. 1. august 2018. Filuren er i god gænge og teatret står foran mange spændende opgaver i de kommende år, og med Ditte Felding som ny leder er Filuren i sikre hænder. Ditte Felding kommer fra en stilling som leder af Horsens Teaterfestival, hvor hun de sidste tre år har sat sit solide aftryk på festivalen. Ditte Felding er uddannet dramaturg fra Aarhus Universitet og har flere aktier i aarhusianske børne- og ungdomsteatre, herunder Hvid Støj Sceneproduktion og anmelderdarlingen Spiir Produktion.


Med Ditte Felding som leder får Filuren en visionær og dynamisk leder med stor kunstnerisk erfaring indenfor børneteater, med gode lederevner og med fingeren på pulsen. Ditte har stor viden om, hvad der rører sig indenfor børneteatret, både nationalt og internationalt. På få år har Ditte løftet og udviklet Horsens Teaterfestival, og med Ditte ved roret vil Filuren styrke sin position som Aarhus' centrale og højt profilerede børneteater. Ditte skal videreudvikle teatrets forestillinger, både når det gælder egenproduktioner og co-produktioner, og styrke Filurens synlighed lokalt, regionalt og nationalt. Samtidigt har Ditte stor viden og erfaring med pædagogisk teaterarbejde, således at Ditte også kan bidrage til at udvikle teatrets voksende og betydningsfulde scenekunstskole for børn og unge.

Der har været stor interesse for stillingen som ny leder af Filuren, og vi modtog 14 gode ansøgninger, hvor Ditte var særligt overbevisende. Jeg glæder mig til at se Ditte som leder af Filuren og arbejde sammen med Ditte i de kommende år, siger Palle Kjeldgaard formand for Filurens bestyrelse.

Den kommende teaterleder ser frem til at vende hjem til Aarhus og igen blive en del af byens kulturtilbud.
- Jeg har altid set Filuren som et unikt sted i Aarhus, med professionelt teater og teaterskole i et. Det giver nogle store muligheder for samarbejde, som jeg glæder mig til at udvikle. I det hele taget glæder jeg mig rigtig meget til 1. august. Det bliver skønt at vende tilbage til Aarhus og dejligt igen at være en del af det stærke kreative børne- og ungdomsteatermiljø, siger Ditte Felding.

Om Teatret
Filuren er et professionelt producerende teater, som retter sig mod børn, unge og familier, og som gennem de senere år har udviklet et succesrigt samarbejde med flere af de frie teatergrupper i byen.
Teatret producerer 4-6 forestillinger pr. sæson og repertoiret for sæson 2018/19 er planlagt af den afgående leder Steen Mourier.
Ved siden af det producerende teater, som er kernen i teatrets aktivitet, findes en stor og aktiv pædagogisk afdeling, der bedriver professionel undervisning i scenekunst og moderne dans. Den pædagogiske sektion rummer 4 selvstændige spor: et treårigt scenekunstnerisk Talentudviklings- program (SGK), en ungdomsuddannelsen HF STAGE (i samarbejde med VUC Aarhus), en Kulturskole for teater og dans (kaldet fritidstilbuddet) og et Kompetence Center (KC) med scenekunstneriske og teaterpædagogiske aktiviteter på kommunens folke- og privatskoler.
Teatrets samlede faste tilskud forventes i 2018/19 at være på 7 mio. kr. Den samlede egenindtjening forventes at være på ca. 2,5 mio. kr. Disse tal omfatter både teater- og undervisningsdelen.

Yderligere info Palle Kjeldgaard formand for Filurens bestyrelse 5240 7007
Ditte Felding 2428 4967

 

Fotograf: Hanne Nielse

Filuren skyline footer